frammæltur
adj.
hann er frammæltur, hún er frammælt, það er frammælt
|
|
udtale | | bøjning | | fram-mæltur | | grammatik | | (sérhljóð) | | fortunge- (substantiv) (især i sammensætninger som fx 'fortungevokal'), som artikuleres med fortungen, som udtales fremme i munden | | jf. uppmæltur |
|