framstæður
adj.
hann er framstæður, hún er framstæð, það er framstætt; framstæður - framstæðari - framstæðastur
|
|
udtale | | bøjning | | fram-stæður | | udstående (især om øjne, ører og tænder), fremstående (om legemsdel, almindeligt om øjne, kindben, ribben, mave, hage, læber) | | hann er með framstæða höku | |
| han har en fremstående hage |
|
|