hryggbrjóta
vb.
ég hryggbrýt, hann hryggbrýtur; hann hryggbraut, við hryggbrutum; hann hefur hryggbrotið
|
|
udtale | | bøjning | | hrygg-brjóta | | objekt: akkusativ | | 1 | |
| (um beinbrot) | | brække ryggen | | hryggbrjóta sig | |
| brække sin ryg |
|
| | 2 | |
| (um bónorð) | | give nogen en kurv, afvise et friere | | hann bað hennar en hún hryggbraut hann | |
| han friede til hende, men hun gav ham en kurv | | han friede til hende, men hun afviste ham |
|
| | hryggbrotinn, adj |
|