staðfastur
adj.
hann er staðfastur, hún er staðföst, það er staðfast; staðfastur - staðfastari - staðfastastur
|
|
udtale | | bøjning | | stað-fastur | | standhaftig, karakterfast; | | bestemt | | ég var staðföst og keypti ekkert á útsölunum | |
| jeg var standhaftig og købte ikke noget under udsalget |
| | hann er hógvær en staðfastur í málflutningi sínum | |
| han var beskeden, men bestemt i sin fremlæggelse af sagen |
|
|