særður
adj.
hann er særður, hún er særð, það er sært; særður - særðari - særðastur
|
|
udtale | | bøjning | | præteritum participium | | 1 | |
| (meiddur) | | såret | | særðu hermennirnir voru bornir burt | |
| de sårede soldater blev båret væk |
|
| | 2 | |
| (miður sín) | | såret | | krænket | | hún leit á hann með særðu augnaráði | |
| hun så på ham med et såret udtryk |
|
| | 1 særa, v | | særast, v |
|