uppbelgdur
adj.
hann er uppbelgdur, hún er uppbelgd, það er uppbelgt; uppbelgdur - uppbelgdari - uppbelgdastur
|
|
udtale | | bøjning | | upp-belgdur | | 1 | |
| (útþaninn) | | oppustet, opsvulmet |
| | 2 | |
| (sjálfsánægður) | | opblæst, oppustet | | hann er alltaf uppbelgdur af sjálfsánægju | |
| han var altid ved at revne af selvglæde |
|
|
|