spurður
adj.
hann er spurður, hún er spurð, það er spurt
|
|
udtale | | præteritum participium | | adspurgt, tilspurgt (formelt) | | spurður sagðist hann ekki þekkja manninn | |
| da han blev spurgt, svarede han at han ikke kendte manden, adspurgt svarede han at han ikke kendte manden |
| | spyrja, v | | spyrjast, v |
|