frammæltur
adj
hann er frammæltur, hún er frammælt, það er frammælt
|
|
uttale | | bøying | | fram-mæltur | | språkvitskap | | (sérhljóð) | | fortunge- (substantiv) (især i sammensætninger som fx 'fortungevokal'), som artikuleres med fortungen, som udtales fremme i munden | | fremre (om vokal) | | fremre (om vokal) | | främre (om vokal) | | frammæltur | | suun etuosassa ääntyvä äänne | | jf. uppmæltur |
|